Disneyworld er mere virkelig end virkeligheden, udenfor Los Angeles er bare et stort motorvejskryds og hvilken virkelighed er det? En virkelighed i transit, i en konstant bevægelse midt i ingenting, vi er i ”transittens limbo” et af disse mange ”Non Places”, der omgiver vores byer, hvor vi venter på at ankomme til et ”rigtigt sted”.
Disneyworld er et rigtigt sted, her kan vi finde tilbage til drømmen om vores barndom, som stedet uden for tid og rum, hvor det skrå eftermiddagslys skinnede evigt blidt i vores klare uskyldige, uvidende øjne. Det er næsten som at være der selv, dengang. Disneyworld er mere virkeligt, jeg kender og elsker alle figurerne, historierne og stederne. Heldigvis ligger der et Legoland i Danmark. Den lille klods er et nationalsymbol på linje med det rød/hvide flag, denne lille geniale byggesten symboliserer, at alt er muligt og at det kun er fantasien der sætter grænser. Jeg kommer ikke meget i naturen, men jeg spiller FarCry og Crysis. Der kommer jeg langt omkring fra Stillehavet, Afrika, Amerika til Korea. Det er næsten som at være der selv.
Vores børn bliver opdraget af Hollywood mere end af os, og de lærere de har i skolen. Børnene får nye psykiske lidelser som ”Celebrity Worship Syndrome”. Vi vil alle være stjerner og når vi ser andre i et reality show, er det næsten, som at være der selv. Efterhånden som vi bliver mere og mere rige, får vi flere og flere af disse Non Places eller ”Limbo Places”, uendelige containerterminaler, motorvejsudfletninger, lufthavne og parkeringspladser.
I Danmark har vi mange storcentre, i Aalborg har vi City Syd, stedet har ikke engang et rigtigt stednavn, ligesom City2. Det er ikke helt en by, men det er næsten, som at være der selv. Vi har også fået et shopping center som i alle andre byer kloden over, det er de samme mærkevarer og butikker der er i alle disse centre. Fields ligner Friis, ligner Bruuns Galleri, der ligner Fields og Fisketorvet, der ligner alle de andre. Det er næsten som at være der selv, vi er alle steder og ingen steder, og vi ligner alle hinanden, næsten da.
Dubai skaber en kopi af verden og Europa, så nu kan vi besøge kopien af Europa i Dubai, og bo på et luksus hotel. Det er næsten, som om at være der selv. Der er få af de nye steder, som vi opholder os på, der fortæller os noget om os selv og vores historie, kulturelle baggrund og vores religion.
Vi kan ikke undvære billeder, vi er afhængige af TV, film, spil, computere, nettet og Facebook. Selvfølgelig restaurer vi de gamle huse og slotte, men de nye vi opfører fortæller meget lidt om os selv, de er hvide og af stål, glas og beton. Vi bruger slet ikke bløde materialer som træ, fordi det skal vedligeholdes og det har vi ikke tid til. Vores nye parcelhuse ligner benzintanke, fordi vi tapetserer vores forhaver med betonsten til parkering, det giver også minimal vedligeholdelse.
Er det fordi, vi hellere se TV end gå i haven?
Hvor er originaliteten henne, hvor er kunsten?
