Fra Skagen til Bornholm

Kunsten at fare vild og at finde sig selv.

“Just as joy and happiness come into my purview, so do sorrow and suffering, I become but a child of my conscious existence and ‘So, like a forgotten fire, a childhood can always flare up again within us’ (Bachelard, 1971. p.104).

Nogen gange bliver vi helt uventet ramt af fortiden eller erindringer og oplevelser fra barndommen, det kan være steder og begivenheder der pludselig udløser et sådant spring i tid og rum, som den franske filosof Gaston Bachelard siger det; barndommen kan som en glemt ild pludselig flamme op, og det kan være et stærk personlig oplevelse der kan være vanskelig at formidle. Men som for de fleste af os er barndommen og dens rene oplevelser og sansninger af sorg og glæde det brændstof der holder vores kreative motor i gang. Men en søndag på Skagen blev netop jeg ramt af Bachelards skjulte ild.

Det var en af disse fantastiske uendelige efterårs solskindssøndage med familien hvor tiden stod stille og alt hvad vi foretog os var som at vandre i et perfekt postkort, vi tog billeder af hinanden mens vi undrede os over den tilsandede kirkes ensomme majestæt og skæbnerne på Skagen før os. Den friske fisk på Skagen fiskerestaurant smagte perfekt, vinens gyldne farve i vores glas smagte som den skulle, i det skrå lys udenfor holdt en automobilklub træf med gamle engelske bilmodeller. At være på Skagen er som at gå i en national romantisk drøm i en museums kulisse, alt er en labyrint af velholdte små gule huse med hvide sprossevinduer og røde tage. Al denne pænhed gør næsten ondt i øjnene, især når man ser huspriserne og opdage at man står i en nordlig forstad til København, altså lige i den korte ”hektiske” sommerferie periode. Men sådan har det jo ikke altid været, under kulissen ligger en vigtig del af vores kulturarv og identitet.
Som en del at det at strejfe og flanere rundt på Skagen var det også naturligt at vi besøgte Michael og Anna Ankers røde hus på hjørnet af Markvej og Oddenvej.

Mens bladene faldt gyldent orange, gult, rødt, brunt, turkis og umbra på det grønne græs, krøb vi ind i det lave røde hus iførte os de obligatoriske hvide skoposer fordi nu var vi på museum. At dykke ind i og ned i dette kunstner univers som Ankers hus er, er en blid og spirituel oplevelse, hvert eneste af disse uendelige mange billeder der hænger tæt på væggene fortæller en historie om en verden før os, fyldt af glæde, fordybelse, og nærvær men også om livet på kanten af det store dramatiske hav og dødens allesteds nærværende daglige trussel fra havet for familierne og fiskerne.
Sådan gik vi betagede og forundrede mellem billederne og faldt ind gennem tid og rum til mennesker og steder. Midt imellem den gamle bygning og den nye atelierfløj er der et lille mørkt rektangulært gennemgangsrum med et lille kvadratisk ovenlys, da jeg forsigtigt bøjede hovedet i den lave dør og gik ind, kiggede jeg til venstre i mørket og så to små lysende keramik modeller af to rundkirker fra Bornholm, jeg blev ramt af en dyb smerte og måske også fryd, de to små rundkirker som talte til noget dybt i mig som jeg ikke vidste og kendte fjernt tilbage i min bevidstheds ur hav, de talte også om et tab og en sammenhørighed på tværs af tid og rum. Jeg var grædefærdig og styrtede udenfor som i chok. Hvorfor fik jeg det sådan, som ramt af lynet? Jeg spurgte kustoden hvad de to rundkirker betød, og hun sagde Michael Ancher var Bornholmer og boede i Rønne i området ved lille Torv men da han var 16 årig gik hans far konkurs med sit firma og han måtte flytte til København for at tjene til livets opretholdelse. Det vidste jeg ikke, jeg var også Bornholmer født i Rønne og løbet rund i gaderne ved lille torv og måtte flytte til København som 16 årig da min far gik konkurs med sit firma. Vi var som brødre i det samme rum blot forskudt i tid.

Pludselig stod jeg der spændt ud mellem Danmarks to yderste punkter mellem Skagens nationalromantiske impressionisme og realisme og den vilde farvestærke Bornholmske psykologiske ekspressionisme. Mellem lys og mørke, sand og klippe, himmel og hav.
Skulle jeg virkelig rejse så langt for at finde mig selv og blive mindet om hvor kort livet er og at dem der var her før os har levet det samme liv måske endnu mere dramatisk end os, og de stiller det simple spørgsmål til os: lever du det liv du vil? Du har kun kort tid og der er så meget der skal nås. Anchers hus er et spirituelt rum et hus og sted hvor de kunstnere der har levet der gennem et langt liv har dyrket fordybelsen, gælden og forundringen ved det nære, familien, de små detaljer men også ved det store uendelige, uforklarlige, meningen med vores eksistens og dødens ufravigelighed, et nærvær og en kunstnerisk refleksion mellem mikrokosmos og makrokosmos. Vi behøver ikke at gå i kirke for at få en spirituel oplevelse.

Mellem Skagen og Bornholm er en særlig mental og kunsthistorisk afstand, som mellem impressionisme og ekspressionisme, alene på Skagen der begyndte i 1880erne som en kunstnerkoloni er der en stor afstand mellem Michael Ancher politiske realisme med fiskere og arbejdere og P. S. Krøyer´s perfekte nationalromantik, og ikke mindst videre til Anna Anchers dybe personlige poetiske impressionisme. På Bornholm skabte Oluf Høst senere en rå dramatisk men også poetisk ekspressionisme hvor det ydre landskab blev afsæt for et værk fyldt med indre psykologiske sindsbilleder og landskaber.

Høst malede billederne og landskabet indefra og ud. Han var ikke alene på Bornholm der var malere som Edward Weie, Karl Isakson, og Olaf Rude. I perioden 1910 til 1930 dannede de grundstammen i ”Bornholmerskolen”, bundet sammen af de venskaber der blev grundlagt på Kristian Zahrtmanns malerskole som han dannede i 1880 i protest mod det gamle kunstakademi.
Disse afstande i måde at se verden og fortolke den er allestedsnærværende i vores liv, en ting er når vi er i en dialog verbalt, en anden ting er når vi fortolker verden visuelt, vores verdensbillede bliver klart og vi indgår i en nonverbal dialog med verden. Gaston Bachelard skriver i sin bog ”The Poetic of Space” at ”Poeter og kunstnere er født som fænomenologer” 

Men hvordan beskriver vi en sådan rejse mod at finde sig selv og sit eget udtryk. Hvordan reagere vi som forudsætningsløse der står overfor en sådan dannelsesrejse hvordan finder vi udtryk og retning mod erkendelse og udvikling set ud fra et fænomenologisk synspunkt? Kan man lære at blive fænomenolog? 

Asger Jorn havde et perfekt anarkistisk svar på det spørgsmål.

”Derivé, explorer le monde à travers les sens et les éléments”. Drift, forsvind og far vild,
som Asger Jorn og Guy Debord anbefaler os at gøre, ind i det nye og ukendte.

Ole Pihl 

Foto fra Anna og Michael Anchers hus i Skagen, med Michael Anchers protræt af Willumsen.